Virksomheden havde i 1972 akut brug for at få større lokaler for at kunne klare de mange ordrer. Med den nyopførte fabrik 2 var Wanzl nu i stand til at levere alle de mange ordrer pålideligt og i den sædvanlige kvalitet. Men som et lyn fra en klar himmel krævede den daværende bank fra Augsburg tilbagebetaling af byggekreditten. De ville have, at Rudolf Wanzl solgte fabrikken og tilbagebetalte lånet inden for seks uger. Som sidste udvej besluttede Wanzl sig for at henvende sig til den lokale Sparkasse Günzburg, hvor han forelagde situationen helt ærligt og omgående fik tilsagn om, at man ville hjælpe.

Kort før bevillingen af lånet kom bankdirektøren og dennes repræsentant forbi Wanzls private hjem. Det var frokosttid, Rudolfs mor var netop færdig med at lave mad, og hele familien sad rundt om køkkenbordet. Man inviterede de to herrer til at spise med og serverede brødsuppe og bagefter kartoffelmos med fedtegrever, løg og hvidløg for dem. Samme dag blev lånet bevilget, og virksomheden kunne ånde lettet op. Et stykke tid senere forklarede sparekassedirektøren, hvorfor lånet var blevet godkendt så nemt og hurtigt: "Hvis en familie holder sammen på den måde og spiser så beskeden en frokost, kan der slet ikke gå noget galt." Hvem, der virkelig stod bag det vilkårlige krav om tilbagebetaling, er til dags dato ikke blevet afklaret. Med lånet i hus kunne Wanzl fortsætte sin vækstkurve og gå videre med de første udvidelser til nye markeder. Og der bliver stadig spist kartoffelmos hjemme hos Wanzl!